SAMTALER MOD ENSOMHED
Nyt projekt: Selvhjælpsgrupper mod ensomhed
Frivilligcenter Aabenraa igangsætter i efteråret 2023 selvhjælpsgrupper målrettet personer, der oplever svær eller langvarig ensomhed.
Ifølge Sundhedsstyrelsen oplever en ud af otte danskere svær ensomhed, og der er derfor et stigende behov for at finde gode løsninger, der kan afhjælpe og mindske ensomheden. Derfor vil Frivilligcenter Aabenraa i efteråret 2023 sætte gang i et helt nyt gruppetilbud målrettet personer, der oplever svær eller langvarig ensomhed.
De fleste kender følelsen af ensomhed i kortere eller længere perioder, men for nogle sætter ensomheden sig fast og gør det svært at række ud, etablere og vedligeholde relationer eller tage del i eksisterende lokale fællesskaber eller foreningstilbud.
Derfor har Frivilligcenter Aabenraa i samarbejde med landsorganisationen Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark udviklet et nyt gruppetilbud målrettet personer, der oplever svær eller langvarig ensomhed.
Med gode erfaringer fra en række andre selvhjælpsgrupper for mennesker, der oplever livskriser som sygdom, skilsmisse og sorg, ser Frivilligcenter Aabenraa frem til at etablere de nye grupper, hvor mennesker, der oplever ensomhed, kan mødes med andre i samme situation og spejle sig i hinandens erfaringer, følelser og tanker.
De nye ensomhedsgrupper i Frivilligcenter Aabenraa er en del af et større projekt finansieret af Den A.P. Møllerske Støttefond, hvor grupperne bliver afprøvet i flere end 20 kommuner, herunder Aabenraa kommune. Grupperne bliver igangsat af frivillige facilitatorer, og hos Frivilligcenter Aabenraa skal de frivillige snart i gang med et særligt uddannelsesmodul målrettet de nye grupper.
Oplever du, eller kender du nogen, der oplever svær eller langvarig ensomhed? Kontakt os for at høre mere om de nye grupper.
- Læst: 662