Pressemeddelelse 16.8.21

Pressemeddelelse: Nyt drop-in-tilbud for m/k på barsel

 

Når skiltet er ude, er Babystuen åben

Frivilligcenter Aabenraa slår nu dørene op til det nye drop in-tilbud ”Babystuen” for barslende forældre, der står og mangler et sted at give deres baby mad eller en ren ble, når de er på tur i Aabenraa by. Frivilligcentret kan nemlig tilbyde rolige rammer, hvor man både kan sidde godt og afskærmet i de store nyindkøbte blå lænestole eller nyde lyset i karnappen, hvor der indrettes legerum, de dage Babystuen har åbent. ”Babystuen er åben, når skiltet er ude,” forklarer Gitte, der skal være tovholder for tilbuddet. ”I starten vil det dog mest være om mandagen 10-12, at skiltet er ude,” fortsætter den 37-årige mor til to fra Kruså, der har meldt sig på banen som frivillig, fordi hun selv manglede lignede tilbud, da hun var på barsel med sine egne børn.

Frivilligcentrets leder Gry Mortensen glæder sig over at have fået kontakt til centrets nye frivillige tovholder med den interessante profil via www.frivilligjob.dk, og over at det endelig lykkes at kunne åbne en babystue. En idé som har været på tegnebrættet længe, men som frivilligcentret først har haft mulighed for at barsle med nu - på den anden side af corona-nedlukningen.

”Alle forældre på barsel er velkomne til at kigge ind, hvis skiltet er ude. Det er som sagt et drop in-tilbud uden tilmelding, forpligtelser eller forventninger af nogen art,” understreger centerlederen. Men hvis nogen har brug for en hjælpende hånd eller lyst til en snak, står Gitte klar til det. Frivilligcentret tilbyder også information om de mange andre gode tilbud til småbørnsforældre, der findes i kommunen, til dem der vil høre mere om mulighederne.

Om Babystuen:

Babystuen er Frivilligcenter Aabenraas nye drop in-tilbud for dig på barsel. Når skiltet ”Babystuen er åben” står udenfor frivilligcentrets hovedindgang i gågaden, er du velkommen til at kigge ind med dit barn. Det vil ofte være mandag i tidsrummet 10-12. Gitte, der er frivillig tovholder, vil tage godt imod dig og vise dig til rette, hvadenten du blot skal skifte din baby, give mad eller måske selv trænger til at sidde ned og slappe af (eller måske sludre med én af de andre forældre?), mens dit barn sover. Du er velkommen til at tage barnevognen med ind eller stille den i frivilligcentrets gårdhave, hvorfra du kan holde øje med den, hvis du sidder i karnappen/legestuen. Der er vand, kaffe og te på kanden, og du er velkommen til at spise medbragt mad.

Udskriv E-mail

Bliv medlem

bliv medlem
Fra kun 100 kr.

Lokale-booking

lokalebooking
Gør det nemt her

Nyttige links

nyttiglinks
Links