PRESSEMEDDELELSE

Udsendt 6. juli 2020

Frivilligcentret flytter til gågaden

Frivilligcenter Aabenraa har ikke ligget på den lade side under corona-krisen. Siden Gry Mortensen tiltrådte sin stilling som centerleder i februar har frivilligcentret kigget på nye og bedre rammer for centrets arbejde, og nu er det endelig lykkedes at finde gode lokaler med en god placering i gågaden. Efter planen flytter centret til september - senest i forbindelse med uge 39, som står i frivillighedens tegn over hele landet, og hvor også Aabenraas frivilligcenter har en masse spændende ting på tegnebrættet udover nye lokaler.

Gry Mortensen fortæller: ”Frivilligcentret har fungeret i nuværende lokaler indtil nu, men vi må også erkende, at det kan gøres bedre. Vi ønsker bl.a. at etablere bedre handicaptilgængelighed samtidig med, at vi drømmer om at skabe et mere levende og synligt frivilligcenter, hvor der er plads til flere aktiviteter og foreninger i huset ad gangen. Det kan ikke rigtig lade sig gøre på nuværende adresse.”

Frivilligcentret tager i disse dage stilling til hele to lejemål, som begge ligger i gågaden. Udover ønsket om bedre lokaler og handicapforhold, får centret også brug for mere kontorplads fremover, bl.a. fordi projektmidler fra TrygFonden har gjort det muligt at ansætte flere medarbejdere.

”Den ene af de to lokaleløsninger giver plads til, at vi kan have et bofællesskab med eksempelvis en foreningskonsulent, der mangler kontorplads og har lyst til at blive en del af de mange oplagte synergier, der kan være i et frivilligcenter”, forklarer centerlederen og tilføjer, at hun krydser fingre for, at nogen melder sig som kommende bofælle, så det hele kan gå op i en højere enhed.

Frivilligcentret regner med at kunne præsentere de nye lokaler på et informationsmøde for centrets medlemsforeninger i august. Indtil da skal der arbejdes på at søge midler til at ombygge det nye lejemål, så det bliver mere handicapvenligt. ”Og lidt ferie bliver det vel også til”, griner Gry Mortensen.

Udskriv Email

Bliv medlem

bliv medlem
Fra kun 100 kr.

Lokale-booking

lokalebooking
Gør det nemt her

Nyttige links

nyttiglinks
Links